100 nye arbejdspladser

Københavns Kommune og Crowne Plaza Copenhagen Towers, har indgået en samarbejdsaftale om uddannelse og ansættelse af op til 100 medarbejdere. Aftalen er målrettet grupper, som har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det drejer sig om familiesammenførte kvinder, utilpassede unge, unge med indvandrerbaggrund m.m. 

”Der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i servicesektoren. Hvis man vil have et højt serviceniveau, er det nødvendigt at investere i opkvalificering af arbejdskraften. Og det er præcis det, vi gør her. At vi samtidig er med til at løse en af Københavns udfordringer, er selvfølgelig en bonus. Men når man driver en markant virksomhed er det min holdning, at man også skal tage ansvar og aktiv del i det samfund man arbejder i”, siger Allan L. Agerholm, direktør i Crowne Plaza Copenhagen Towers. 

På Københavns Rådhus er beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) meget tilfreds med samarbejdet. 

”Vi har indgået flere aftaler med store virksomheder om at optræne svage ledige med henblik på senere ansættelse. Dette projekt med Crowne Plaza er særligt tilfredsstillende, fordi vi får rigtig mange af de svage ledige ud til et spændende job. Det er en fornøjelse hver gang en virksomhed som Crowne Plaza viser samfundssind og social ansvarlighed”, siger han. 

Københavns kommune hjælper med at finde kandidaterne. Crowne Plaza Copenhagen Towers tilbyder efterfølgende jobs til dem. HR Virksomheden Engage People forestår uddannelsen i samarbejde med Københavns Kommune, Københavns Hotel og Restaurant Skole og Crowne Plaza. 

Alle der gennemfører uddannelsesforløbet garanteres fast ansættelse på Crowne Plaza Copenhagen Towers når hotellet efter planen åbner den 16. november 2009. Inden november skal op til 100 nye medarbejdere have gennemført uddannelsesforløbet. I alt skal cirka 150 – 200 fuldtidsstillinger besættes.

Skrevet af Flemming Juul