Knap to ud af tre danskere forventer at rejse med fly lige så mange gange i det kommende år som det seneste år. Hver tiende forventer at rejse mere eller endda meget mere med fly, mens lige så mange regner med at skrue lidt ned for rejserne. Det skriver Berlingske Business.
I Dansk Rejsebureauforening er man overrasket over danskernes rejselyst.
»Tallene passer godt til de forudbestillinger, vi ser for både vinterferier og rejser til næste sommer, som er helt på niveau med sidste år. Så vi ser ikke den krise, vi troede, vi skulle se. Og det undrer mig, når alle avisforsider de seneste mange måneder har handlet om krise og nedtur,« siger direktør Lars Thykier.
Han forklarer den vedvarende rejselyst med dels, at danskerne trods krise stadig har pæne friværdier, og at et stigende antal pensionister stiger ombord på et otium fyldt med rejser, dels at danskerne har vænnet sig til at rejse meget de seneste år og derfor ikke gerne trapper ned igen. Derfor tror han, at det er ruteflyvninger frem for charterflyvinger, der vil blive ramt hårdest af en økonomisk nedtur.

STANDBY.DK Nyt om rejser

