Asien-turister mødes på internettet

Efter hjemkomst fra katastrofeområderne i Thailand og Sri Lanka vil mange have brug for at se tilbage på begivenhederne omkring flodbølgen og dens eftervirkninger. MyTravel har netop oprettet et lukket forum på internettet, hvor alle berørte får adgang til at gå ind og skrive sammen om deres oplevelser.



Forummet er åbent for folk, som har været turister i Thailand eller Sri Lanka gennem de seneste uger samt deres pårørende. Her kan man fortælle om sine oplevelser, eller man kan læse andres beretning. Man kan også genfinde folk, som man har mødt under begivenhederne. Til gengæld vil forummet være lukket for offentligheden, sådan at de involverede kan få lejlighed til at skrive sammen i fred for nysgerrige blikke.



MyTravel har hentet inspiration fra rejsebureauet Ung Rejs. Her havde man i sommer rigtig gode erfaringer med et lignende forum efter busulykken i Tyskland. Gæster og deres pårørende havde stor glæde af at kunne skrive sammen, ligesom de kunne læse den seneste information her.



“Denne ulykke er meget mere omfattende. Men erfaringen fra vores branche viser, at mange har stor gavn af at kunne gennemleve de voldsomme oplevelser sammen, så det vil vi gerne støtte op om ved at oprette dette forum”, udtaler salgs- og marketingdirektør Jan Vendelbo.



MyTravel er i disse dage i gang med at tage kontakt til de hjemvendte turister og deres pårørende, som vil få information samt password og login til forummet. Hvis man ikke bliver kontaktet, kan man selv skrive ind på adressen redaktion@mytravel.dk og forklare, om man har været rejsende, eller om man er pårørende, så vil man få password tilsendt.


Skrevet af