Beslutningen om at byde SWISS velkommen i verdens største flyallience blev truffet i går på et møde mellem de deltagende flyselskaber, i Japan. Beslutningen markerer dog kun begyndelsen til en længere proces, før den formelle optagelse i Star Alliance er en realitet, og ifølge SWISS selv, ventes det først at ske til næste år.
SWISS, som for kort tid siden blev opkøbt af tyske Lufthansa, skal blandt andet harmonisere IT-systemerne, så de passer til de øvrige alliance-partneres, ligesom der skal trænes personale og ske tilpasninger i marketing-aktiviteterne. Dette arbejde venter det schweiziske flyselskab vil vare omkring 12 måneder, hvorefter optagelsen som Star Alliance partner kan realiseres.
”At slutte sig til Star Alliancen repræsenterer en milepæl for vores virksomhed og dens kunder”, sagde Christoph Franz, Administrerende direktør hos SWISS, efter gårsdagens godkendelse. Han fortsatte: ” Som et medlem af Star Alliancen vil vi være endnu bedre rustet til at møde de rejsendes specifikke behov indenfor rejser med fly.”
Når SWISS er integreret som medlem af Star Alliance, vil alliancen i alt tilbyde et netværk med 846 destinationer i 151 lande. Alliancen blev skabt i 1997, og tæller i dag Air Canada, Air New Zealand, All Nippon Airways, Asiana Airlines, Austrian Airlines, British Midland, LOT Polish Airlines, Lufthansa, Scandinavian Airlines, Singapore Airlines, Spanair, TAP Air Portugal, Thai Airways International, United, US Airways og VARIG Brazilian Airlines. Også South African Airways ventes integreret i alliancesamarbejde i løbet af det næste års tid.