1,36 milliarder på fjernrejse med tog i Europa 2020

En rapport fra Amadeus peger på seks centrale udviklingstendenser, som bliver afgørende for væksten i fjernrejser med tog.

Amadeus udgiver i dag rapporten The Rail Journey to 2020, som konkluderer, at togtrafikken på lange distancer ventes forøget med 21% frem til 2020, hvor den runder 1,36 milliarder passagerer, en stigning på 238 millioner i forhold til 2011.

Rapporten fokuserer på 2011-2020, hvor jernbanesektor påvirkes af en aldrig tidligere set kombination af faktorer. En del skyldes ændret struktur, mens andre følger muligheder skabt gennem investering i infrastruktur og teknologi. Fire markeder er styrende for væksten i  passagertallet: Storbritannien, Frankrig, Schweiz og Tyskland.

Rapporten er baseret på officielle data og mere end 100 ressourcepersoner fra jernbanevirksomheder, offentlige myndigheder og tilsynsvirksomheder er blevet interviewet.

The Rail Journey to 2020 giver et overblik over nutidens europæiske jernbanemarked og beskriver seks centrale faktorer, der bliver bestemmende for udviklingen af passagertrafikken med tog samt dennes relation med andre typer transportmidler frem til 2020.

Faktorerne er: Liberalisering, nye aktører på markedet, færdiggørelse af nye højhastighedsstrækninger, nye trafikknudepunkter, samarbejde fly-tog og tog-tog, samt omkostninger i jernbanesektoren

Rapporten giver anbefalinger til, hvordan togoperatørerne kan drage fordel af de tendenser, der er i færd med at omforme jernbanesektoren, og benytte dem til at positionere sig med henblik på at høste gevinsterne ved løsninger, der i dag er uden for rækkevidde.