Rejse-Ankenævnet skifter navn

Det nye Pakkerejseankenævn, der bygger på strukturen fra det hidtidige Rejseankenævn som har eksisteret siden 1992, skal kun behandle forbrugerklager over pakkerejseprodukter købt hos danske rejsebureauer.



”Dermed sikres forbrugere, der køber deres produkt hos danske rejsebureauer, at de kan få behandlet klager hurtigt og betryggende af en objektiv instans,” siger Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.



I det nye Pakkerejseankenævn vil der blive behandlet sager om Pakkerejser, dvs. rejser med både transport og en anden ”turistmæssig ydelse,” fx hotelophold.



Samtidig vil Rejseankenævnet fortsætte med at rådgive rejsebureauer og forbrugere, der ønsker et godt råd når en rejse ikke er forløbet som forventet.



”Det er glædeligt med enigheden med Forbrugerrådet om at videreføre Rejseankenævnet. Vi opsagde aftalen om nævnet i foråret 2007, fordi vi ville ændre nævnets arbejdsområder, herunder at få flyselskaberne til at deltage i finansieringen af det stigende antal sager der kun vedrører deres område,” siger Lars Thykier og tilføjer:



”Den nye aftale betyder, at kun rejsebureauernes egne sager behandles i Pakkerejseankenævnet. Derved sikrer vi en reduktion af omkostningerne til drift af Ankenævnet, idet sagsmængden reduceres og samtidig fokuseres alene på rejsebureauernes ansvar.”



”Det er naturligvis trist, at flyselskaberne ikke kan blive enige om at være med til at finansiere et flyrejseankenævn, men de har fået mange chancer, nu må vi lukke den diskussion og komme videre med Pakkerejseankenævnet,” siger Lars Thykier.



Flyselskabssager anlagt inden 1. april vil blive færdigbehandlet af det gamle Rejseankenævn.

Forbrugere, der efter 1. april vil klage over flyselskaber skal henvende sig til Forbrugerklagenævnet.

Dog skal klager over flyaflysninger og/eller nægtet ombordstigning fortsat behandles af Statens Luftfartsvæsen (SLV), oplyser DRF.

Det nye Pakkerejseankenævn er oprettet af Forbrugerrådet, DRF og Rejsearrangører i Danmark (charterarrangørerne).

Skrevet af