Ledelsesekspert: Samarbejdsaftale redder SAS

De SAS-ansatte har skrevet under på fred. Det offentliggjorde repræsentanter fra medarbejdernes fagforeninger på et pressemøde i fredags i Københavns Lufthavn. Med aftalen lover medarbejderne at holde sig fra konflikter frem til 2010.  

Ifølge professor i ledelse ved Handelshøjskolen i Århus, Steen Hildebrandt, kan det blive selskabets redning. ”Jeg mener, at hvis der er noget, SAS har behov for, så er det fred til strategisk langtidsledelse. Alle de konflikter og strejker, der har været, har gjort det vanskeligt at arbejde ordentligt strategisk i SAS. Det, man måske gør med det her, er, at man bidrager til at redde SAS,” siger ledelseseksperten. 

Hvis samarbejdet skal fungere, stiller det krav til både medarbejdere og ledelse, mener formand for lufthavnsfunktionærerne, Nicolas E. Fischer. ”Det, jeg synes, er vigtigt, er, at alle ved, at samarbejdet ikke kommer op at stå med det samme. Det kræver energi og vilje,” siger formanden.
Steen Hildebrandt er enig i den betragtning. ”Jeg vil tolke det som en kulturændring, og det tager lang tid at udvikle tillid. I særlig grad i en organisation som SAS, som har så mange sår og ar i sig. Der skal længere tid til, før man kan sige, at nu har man bevist og praktiseret, at man har tillid,” siger Hildebrandt.

(Børsen, d. 20. august, 2007)

Skrevet af