
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af hotelovernatninger på landsplan faldt i oktober. Men Skagen går mod den tendens.
De aktuelle tal fra Danmarks Statistik viser nemlig en fremgang på 16 % i forhold til sidste år. Det svarer til 2.487 flere overnatninger i Skagen i oktober, oplyser René Zeeberg, presseansvarlig i Skagen Turistforening.
Lene Kappelborg, Turistchef i Skagen, forklarer, hvorfor billedet ser sådan ud på Danmarks nordligste destination:
”De seneste par år har vi øget vores fokus på helårs-begivenheder. Vi har i tæt samarbejde med turisterhvervet udviklet og bakket op om aktiviteter mellem efterårs- og påskeferien. Dette betyder, at vi i oktober kunne fremvise en 16 siders aktivitetskalender.”
Kalenderen viser, at Skagen har budt på bl.a. foredrag, omvisninger, madlavningskurser, vandreture med naturvejleder, guidede byvandringer og en stor oktoberfest på Skagen Bryghus – i alt 167 oplevelser i oktober.
”Vi har gjort meget ud af at formidle disse aktiviteter, således at der er en bred bevidsthed i befolkningen om, at der er kvalitetsoplevelser i Skagen hele året,” siger Lene Kappelborg.

STANDBY.DK Nyt om rejser

