Ny SAS-nødlanding med 52 om bord

I nat måtte endnu et af SAS’ Dash 8-fly nødlande i lufthavnen i den litauiske hovedstad Vilnius klokken 1:48.

Ingen af de 48 passagerer og fire besætningsmedlemmer er kommet noget til, oplyser kommunikationskonsulent i SAS Mikkel Løndahl. Ifølge ham ligner ulykken i Vilnius den, som fandt sted i Ålborg søndag med samme flytype.
”Ligesom i Aalborg var der problemer med højre del af landingsstellet,” siger Mikkel Løndahl ifølge tv2.dk.

Egentlig skulle flyet have landet i en anden litauisk lufthavn, men da piloten opdagede problemerne med landingsstellet og måtte nødlande, valgte han at gøre det i den større lufthavn i Vilnius.
En passager, som var om bord på flyet, fortæller, at det var problemer med det ene landingshjul, der fik flyet til at forulykke.
”Motoren standsede, og det ene hjul var løst. Flyet nødlandede på det ene hjul. Man kunne høre, hvordan det sprang ved landingen,” siger passageren, der ønsker at være anonym.

Et hold af specialtrænet SAS-personale er sendt til Vilnius for at tage sig af passagerer og besætning.

Skrevet af