Københavns havn ikke dyb nok til Queen Elizabeth

Desværre opfylder Københavns Havn ikke rederiet Cunards nye krav om, at der skal være mindst en meter vand under rederiets skibe. Det betyder, at da et af verdens mest berømte krydstogtskibe – Queen Elizabeth 2 – i går, tirsdag, kom på besøg, kunne QE2 ikke anløbe Langelinie. Det samme gælder Cunards omtalte nybygning, Queen Mary 2.



Cunard-rederiet har besluttet at der skal være minimum en meter vand under kølen på alle dets skibe når de ligger i havn. QE2 har kun mellem 20 og 30 cm. under kølen i Københavns havn og det er desværre ikke længere acceptabelt for rederiet, siger skibets danske generalagent, Jesper Boas Smith fra Bella Vista Travel.



Derfor lå QE2 for anker udfor Københavns Havn og de af de ca. 1.750 gæster og over 1.000 besætningsmedlemmer, som ville i land, måtte sejles ind til terminalen ved frihavnen med mindre motorbåde.



QE2 er renoveret og vedligeholdt og fremstår i tip top stand efter hun netop har gennemgået endnu et værft besøg. QE2 er verdens hurtigste luksuslinier. Kun få speedbåde kan følge med den elegante 35-årige, når hun når topfarten på 32 knob (ca. 60 km/t).



Efter min opfattelse er Queen Elizabeth 2 verdens smukkeste passagerskib. Mange moderne krydstogtskibe ligner firkantede cigarkasser. Sidst, jeg var ombord, var der besætningsmedlemmer som havde været med siden navngivningen i 1969. Dette er en del af forklaringen på den unikke service ombord, siger Jesper Boas Smith.



Queen Elizabeth 2 anløb København på et 7-dages krydstogt fra Southampton til Southampton – hun ankom tirsdag fra Oslo og fortsatte sidst på aftenen mod Amsterdam. Det er flere år siden QE2 sidst var København – i år er der planlagt tre besøg, de to næste bliver 9. juni og 18. august.

Skrevet af