Behersket tilfredshed hos partnere i SAS konflikt.

Det er svært at bedømme, hvem der fik mest ud af den opslidende strejke hos SAS i Sverige, bortset fra at man i denne omgang kan fastslå, at Sverige fører med at have generet 90.000 passagerer, mens SAS Danmark kunne nøjes med 77.000.



Det var de mere bittersøde resultater. Til Dagens Industri siger SAS chefen i Sverige Anders Ehrling: “Vi fik en overenskomst, som ligger på det niveau, vi havde ventet oprindeligt. Altså på markedsniveau. Vi kom personalet i møde i de vigtigste problemer, de havde på agendaen.”



Som den vigtigste forandring nævner han kabinechefens rolle. Det kommer nu til at ligge i funktionen som leder om bord i kabinen, at den pågældende skal sørge for, at der bliver mindst 20 minutters pause til frokost i luften eller en halv time på landjorden.



“Der er også ændringer i den rullende syv- dages periode, som går ned til 42 timer. Tidligere var det 45 timer. De kommende EU-regler gør det muligt at gå helt op til 60 timer. Nu havner SAS Sverige altså på 42 timer.



“Vi tror, vi klarer planlægning, så det totalt ikke medfører øgede omkostninger, siger Ehrling til bladet.



Personalets forhandlere ser ikke så lyst på situationen. Forhandlingschef Tommy Mases er mest tilfreds med de 42 timer, men han er ikke udtalt glad for resultatet.



Som et lille plus noteres, at kabinepersonalet nu kan regne med at have juleferie hvert andet år.



Inden julefreden sænker sig, følger i næste måned strategiplanen frem til år 2011. Og her skal spares endnu mellem tre og fire milliarder kroner. Måske bliver det en varm sommer.

-ejv


Skrevet af