SAS ledelsen og piloter var tæt på hinanden

Af Ejvind Olesen



Det forlig, som der var lagt op til ved forhandlinger mellem de tre skandinaviske landes pilotforeninger og SAS-ledelsen op til sidste weekend blev ikke til noget. I stedet har SAS nu indledt proceduren med afskedigelse af omkring 100 piloter, hvilket især vil ramme de yngre (og billigste) i det ca. 1.500 store pilotkorps. Fyringerne vil ramme både Danmark, Norge og Sverige. De tre landes pilotforeninger forhandlede under et.



SAS ledelsen har som sædvanligt ikke ønsket at udtale sig om forløbet. Derfor er eneste bedømmelsesgrundlag piloternes egen medlemsinformation. Den virker til gengæld ret så afbalanceret – og så alligevel.



Meget tyder på, at forliget i sidste ende faldt til jorden på de velkendte travere. Piloterne krævede, at der først skulle være en klar aftale om besparelser med kabinepersonalet i Danmark. Det var der ikke. Og formanden Verner Lundtoft Jensen var på ferie i Thailand. Uden hans underskrift ville piloterne tilsyneladende ikke underskrive.



Dybest set var det dog nok piloternes krav om, at få andel i fremgangen så snart udviklingen vender. Altså fremgang og plus på bundlinien i SAS, igen en betydelig lønfremgang for de tilbageværende piloter. Udregnet efter en bestemt benchmark modul.



Den sagde SAS ledelsen allerede nej til, da forhandlingerne sidst brød sammen første gang. I tidligere nedgangsperioder har andre flyselskaber indgået en sådan aftale – og er aldrig senere kommet med på vognen i opgangstider, fordi man havde bundet sig til de høje lønninger, der ikke gav mulighed for konkurrencemæssig drift.



Paradoksalt nok var første hindring mellem de to personalegrupper, som arbejder sammen på et fly i luften, nemlig piloter og kabinepersonale. Skal vi lide, skal de også lide!



Nu går opsigelserne i gang, og der er næppe grund til at tro, at ledelsen ryster på hånden denne gang. Dertil er der kommet for mange udsagn om det modsatte fra både bestyrelsesformand og koncernchef.

Skrevet af