Kommentar: Tak for i år

Af Ejvind Olesen



Verden er forunderlig. Mens jeg sidder og venter på en reaktion på mail for en provokerende artikel, begynder det at vælte ind på min mailadresse.



Endelig, endelig er der nogen, der er uenig eller enig med mig i mine synspunkter, hvoraf det er blevet til godt et halvt hundrede kommentarer i året, der gik. Endelig er der nogen, som enten synes jeg er genial eller ekstrem selvfokuserende og bedrevidende.



Og hvad kommer der så ind i lind strøm? Stribevis af tilmeldinger til en kaninudstilling i Odense. “Jeg vil gerne tilmelde to store belgiske kaniner af hvid race etc”.



“Min store tyske kanin af den og den afstamning kan måske nå at komme med?”



“Ja, hvorfor ikke jubler jeg tilbage. Kom bare med dem alle sammen. Her er bure og græs til alle. Mine børnebørn har også kaniner. I skal ikke gå forgæves.”



Jeg ved ikke hvorfor, kaninudstillingen pludselig har fået øje på min mailadresse, mens jeg sidder og venter på noget om SAS eller Sterling, eller noget helt tredje.



Naturligvis er det en fejl, men det åbner en helt ny verden. Tænk, der er nogen for hvem en kaninudstilling er noget af det vigtigste her i livet.



Det er nok værd at tænke over i en tid, hvor i hvert fald den danske rejsebranche er ved at psyke sig selv helt ned under gulvbrædderne, som om der aldrig har været modgang før. Det har der, og det kommer vi også over denne gang.



På takeoff.dk har vi haft det suverænt største år nogensinde. Desværre med de negative nyheder i overtal, selv om jeg fortsat vil hævde, at en god nyhed sælger bedre.



Modstræbende må jeg indrømme, at det var en negativ nyhed, nemlig den om Sterlings krak, som satte alle tiders rekord 29. oktober med 17.540 besøg på en enkelt dag.



Heldigvis har vi på mere normale dage haft omkring 10.000 besøg – en suveræn fremgang.



Holdet bag: Henrik Baumgarten, Anne Orholt og webmaster Bent H. Nielsen samt overtegnede siger tak for i år, og tak for den store daglige opmærksomhed. Tak til vore annoncører og tak til vore mange kilder uden hvem, vi aldrig var nået så langt.



Vi vil også gøre vort bedste i 2009.



Godt nytår.



– og på gensyn fredag den 2. januar


Skrevet af