Sverige venter rekordsommer



Det gode vejr i maj har medført et væld af forhåndsreservationer fra turister, som vil på besøg i nabolandet, Sverige. Det betyder en forventning om, at sidste års rekordomsætning bliver overgået.



Turisterne sikrede i 2007 en omsætning på 225 milliarder svenske kroner i Sverige, skriver finansavisen Dagens Industri, men forventningerne til i år ligger højere.



Scandic-hotelkæden gik sidste år 10 procent frem, men forventer endnu et nøk opad på fem procent i år. Det skyldes blandt andet nye rejsevaner og flere lavprisruter.



Ifølge turistorganisationen Visit Sweden er antallet af udenlandske besøgende i år fra januar til og med april steget med 17 procent.



»Hvis det fortsætter i samme grad, vil vi øge omsætningen igen i år og se rekordtal for fjerde år i træk,« siger direktør Thomas Brühl, Visit Sweden, til avisen.



Også i Danmark er besøgstallet vokset i forhold til sidste år. Antallet af overnatninger er til dato 7,88 millioner i år mod 7,52 millioner på samme tid sidste år.

Skrevet af