Scandic. (Foto: Scandic | PR)

Scandic bygger underjordisk hovedstadshotel

Det bliver ikke udsigten, der får gæsterne til at tjekke ind på et nyt Scandic Go-hotel, når det åbner i 2027. Værelserne vil nemlig fordele sig over flere etager under en central gade i Stockholm.

Det niende hotel i Scandic Go-kæden har netop slået dørene op i den finske by Oulu, men der er flere på vej. Scandic Hotels lancerede varemærket tiltænkt economy-segmentet i 2023 med en ambition om, at det i første omgang skal rulles ud på 50 hoteller.

Indtil videre er der to Scandic Go-hoteller i Stockholm, men hvis alt går efter planen, åbner der endnu et næste år. Det kommer dog ikke til at fylde alverden i gadebilledet, da det bliver Scandics første underjordiske hotel.

Det nye hotel får en kapacitet på 135 værelser, der etableres på fire etager under Drottninggatan. Det er en central gade i hjertet af den svenske hovedstad. Gæsterne tjekker ind over jorden enten ved en skranke eller digitalt, inden de bevæger sig ned under gadeplan for at finde deres værelser.

Interessen vokser
I og med at de er underjordiske, vil værelserne blive indrettet uden vinduer. Det vil kun være visse fællesområder samt de faciliteter, som de ansatte skal bruge, hvor det vil være muligt at spejde ud gennem en glasrude, lyder der.

Det bekymrer dog ikke Scandic, at gæsterne ikke kan nyde udsigten fra deres værelser. Hotelkoncernen oplyser, at man har oplevet en stigende efterspørgsel efter den mulighed, de senere år fra blandt andet gæster, der er følsomme over for lys, eller som ønsker at optimere deres søvn.

“Det afspejler en voksende international tendens, hvor flere efterspørger de bedst mulige rammer for hvile og afslapning. Vi ser frem til at byde gæster velkommen til en oplevelse ud over det sædvanlige,” udtaler Scandic Hotels Groups udviklingsdirektør Jesper Engman.

I tråd med strategien
Scandic vurderer, at hotellets centrale placering i Stockholm vil appellere til både fritids- og forretningsrejsende. Drottninggatan er både en populær shoppingdestination, ligesom gaden ligger tæt på hovedbanegården og busstationen.

”Det er et spændende element i vores vækststrategi, at vi nu står over for at åbne vores første underjordiske hotel i ekstraordinære omgivelser i det centrale Stockholm,” siger Jens Mathiesen, der er koncernchef for Scandic Hotels Group.

”Vores kommende Scandic Go-hotel vil være med til at styrke vores position i det hastigt voksende economy-segment, og det vil være et perfekt supplement til vores andre hoteller i hovedstaden.”

 

Relaterede artikler:

Scandics nye kæde indtager endnu et nordisk land

Scandic Hotels: ”Vi er meget sultne efter vækst”

Scandic vil have nyt lavprisvaremærke i Danmark