Nye Visadankort virker ikke i udlandet

De nye Visa/dankort har igen tekniske problemer. Danske rejsende har gentagne gange oplevet, at deres nye Visa ikke virker i udlandet.



Ligesom de nye kort bliver afvist i netbutikker, falder mistanken for problemerne i udlandet i de fysiske butikker også på kortenes lange løbetid. På de gamle kort er løbetiden to år, på de nye otte år – det vil ikke alle terminaler acceptere.



PBS håndterer kortene i Danmark, men Visa, selskabet bag kortene, er i gang med at teste de terminaler, der afviser kortene. ”Vi blev først for nylig klar over problemet. Omfanget er begrænset, men et reelt og alvorligt problem for kortholderne,” siger direktør i PBS Johnny Bennedsen til Ritzau.



En anden stor mangel ved de nye Visa/dankort er, at billedet af kortindehaveren og dennes fortrykte underskrift er fjernet – dermed skal der vises legitimation når kortet bruges i f.eks. amerikanske butikker. Billede og fortrykt underskrift er fjernet for at de udstedende pengeinstitutter kan spare – de danske pengeinstitutter havde sidste år et samlet overskud på 28 milliarder kroner!



SAS TIL KAMP MOD KREDITKORT

I øvrigt, skriver Jyllands-Posten, er SAS træt af at hænge på ekstraudgifter, når kunderne betaler med kreditkort. Pga. tjenester og servicer på kreditkort, betyder betaling med disse større omkostninger for SAS, og det åbner selskabet nu for, at kunderne selv skal betale.



Ifølge den norske avis Dagens Næringsliv har norske SAS Braathens i den forbindelse udgifter for mange millioner kr. om året. ”At et kort har 100 tillægstjenester mens et andet har 50 er kundens valg. Hvorfor skal luftfartsselskaberne betale for det?,” spørger salgsdirektør Robin Kamark i SAS Braathens. Han vurderer, at det årligt er udgifter for flere hundrede mio. kr. forbundet med betaling med kreditkort.



SAS meddelte forleden, at de nye VISA/dankort ikke altid virker ved check in. Med det nye kort følger også et nyt kortnummer, og det giver ifølge SAS problemer ved rejser uden den traditionelle papirbillet.



Hvis billetten er knyttet til det gamle dankort eller VISA/dankort, og passageren i perioden mellem bestilling af billetten og rejsen får udskiftet sit dankort eller VISA/dankort til et nyt chip-kort, skal det gamle kort anvendes ved check in i lufthavnen.



Husk også, siger SAS, at passagerer som skal rejse efter at have fået det nye kort, skal give deres rejsebureau det nye kortnummer. Der skulle ikke være problemer hvis rejsen er bestilt og betalt via internettet.

Skrevet af