Dash-fly i luften fra i dag

I dag, klokken 8.25, afgår det første passagerfyldte SAS-fly af typen Dash 8/Q400, siden flytypen fik flyveforbud efter to alvorlige havarier i Aalborg og Vilnius for tre uger siden. Ombord blandt de 76 passagerer i det fyldte fly er den administrerende direktør for SAS Danmark, Susanne Larsen, der nu vil genoprette tilliden til Dash-flyene.

At få passagerernes tillid tilbage er tredje led i SAS’ plan. Første del har handlet om at gennemtjekke samtlige fly, først efter de anvisninger, som flyproducenten Bombardier og myndighederne har krævet, og dernæst på yderligere 20 punkter, som SAS selv har lagt oveni.
Anden del har handlet om besætningernes tillid. I perioden siden Dash-flyene blev groundet har besætningerne løbende – både på møder og skriftligt – fået besked om udviklingen.
Tredje del handler om kundernes tillid. På et pressemøde i går oplyste SAS’ vicekoncernchef John Dueholm, at de store rejsearrangører og kunder har fået direkte besked om, hvad SAS har foretaget sig, og grundlæggende har kunderne stadig tillid til navnet SAS og dets 60-årige historie som et sikkert selskab. Et rundspørge blandt 510 passagerer har vist, at 95 pct. anser SAS’ sikkerhedsniveau på højde med eller bedre end andre flyselskabers.

På gårsdagens pressemøde understregede SAS-cheferne igen og igen, at SAS har gjort mere end påkrævet og i modsætning til andre selskaber har man holdt sine Dash-8-fly på jorden, indtil alt er gjort for flyvesikkerheden.
De bolte og stempler, som fik højre hovedlandingshjul til at kollapse på to SAS-fly, er udskiftet. Det samme gælder fjederen, der fik næsehjulet på et tysk Dash-8 til at kollapse i München.

(Berlingske Tidende, d. 4. oktober, 2007)

Skrevet af