Målet med de ti principper er at løse fremtidige konflikter om løn, arbejdstid eller omstruktureringer ved mødebordet frem for på barrikaderne, hvor det vil gå ud over tusindvis af kunder.
”Det her er et historisk øjeblik. Det er første gang i 60 år, at fagforeningerne og ledelsen formulerer hjørnestenene i en samarbejdsmodel,” siger koncernchef Mats Jansson.
Bedre samarbejde mellem ledelse og fagforeninger er en af den nye koncernchefs mærkesager.
”Den nye ledelse i Stockholm lader til at have et større ønske om at samarbejde, end den tidligere. Samtidig har processen omkring samarbejdsmodellen været god, fordi vi har fået udjævnet nogle fjendebilleder og fundet ud af, at modparten har samme interesser som os selv,” siger Verner Lundtoft Jensen, formand for de danske kabineansatte i CAU.
Ifølge Verner Lundtoft Jensen skal den nye samarbejdsmodel stå sin første prøve til februar, når SAS-ledelsen skal afgøre, om selskaberne SAS Ground Services (SGS), SAS Technical Services (STS) og Spirit skal forblive en del af SAS, eller om de og dermed mere end 10.000 medarbejdere skal sælges fra.
”Det er den første målestok for, om ledelsen reelt mener det, den siger, om samarbejde, respekt og vilje til at lytte til hinanden,” siger Verner Lundtoft Jensen.
Netop nu er samarbejdsmodellen sendt til høring i de faglige organisationer i både Danmark, Sverige og Norge, hvorefter den skal finjusteres og endeligt formuleres. Derefter skal en række medarbejdere og tillidsfolk på seminarer for at lære om principperne, som skal bruges i fremtidige forhandlinger hele vejen ned i SAS-systemet.
Modellens ti principper lyder:
Samarbejde og forhandlinger skal:
– hvile på tillid, respekt, oprigtighed og hensyn parterne imellem.
– hvile på en erkendelse af parternes forskellige roller og handlefrihed og skal ske så tæt på dem, som ejer indholdet i forhandlingerne.
– foregå på et faktuelt grundlag og skal være godt forberedt.
– anvende dialogformer, som stimulerer til enighed, for eksempel ved at lytte.
– foregå i ordentligt og professionelt i hele processen – inklusive den måde, hvorpå resultatet formidles og kommunikeres.
– foregå med udgangspunkt i de bedste erfaringer, og partner skal derfor lytte og lade sig inspirere, så tidligere fejltagelser ikke gentages.
– skal være effektive i den forstand, at de skal kunne håndtere vanskelige spørgsmål.
– foregå med udgangspunkt i et klart mandat, som gør det muligt at afprøve nye muligheder.
– sigte mod resultater, som er optimale for de parter, som indgår i samarbejdet og skal fokusere på parternes fælles (langsigtede) interesser.
– hvile på en erkendelse af det, som parterne er enige om også undervejs i processen.
(Berlingske Tidende, d. 3. januar, 2008)

STANDBY.DK Nyt om rejser

