18% fremgang for Vagar Lufthavn

Vagar Lufthavn har i november noteret sig en fremgang på 18% i forhold til november 2011. Det betyder, at den samlede trafikvækst på Færøerne fra januar til november i år er 10,6% over samme periode sidste år.

Meget tyder på, at fremgangen holder året ud; og derved sætte ny rekord. Den nuværende rekord blev sat tilbage i 2008, da 221.942 passagerer benyttede Vagar.

I november har der været flere rejsende på rutetrafik og flere charterrejsende.

”Færinger rejser mere end de senere år, der har været flere turister på Færøerne og der har været en del aktivitet i forbindelse med olieboring. Desuden arbejder et voksende antal færinger i udlandet, specielt i Norge”, siger Jákup Sverri Kass, direktør i Vagar Lufthavn.

Lufthavnen tilbyder gunstige betingelser for selskaber, som åbner nye ruter til og fra Færøerne, og for at fremme efterspørgslen efter flybilletter i svage perioder, tilbyder lufthavnen rabat på afgifterne. F.eks. har Atlantic Airways fået rabatter på den nyeste sommerrute fra Færøerne til Milano.

Lufthavnen arbejder tæt sammen med Visit Faroe Islands i forbindelse med data på de rejsende, som kan være med til at fremme forståelsen for de rejsende og hjælpe med at målrette marketingindsatsen hos Visit Faroe Islands.

”Vi er meget glade for, at den færøske regering har valgt at fordoble marketingbudgettet til Visit Faroe Islands fra 8 til 16 millioner kroner. Med sin nye direktør, Guðrið Højgaard, tvivler jeg ikke på, at vi vil opleve et stærkere og mere målrettet Visit Faroe Islands”, tilføjer direktøren for Vagar Lufthavn.