Spies laver nostalgirejse

På mandag begynder salget af 177 pladser med Spies Rejser til en 4-dages nostalgirejse til Mallorca med afgang 30. april fra CPH. Det bliver airguide på MyTravel Airways-flyet, grisefest på Mallorca, indkvartering på et hotel koncernen brugte i 1971 og meget mere.



Det specielle tilbud til 2.500 kroner for fly og hotel i de fire dage er ikke mindst inspireret af den fornyede interesse for Spies i forbindelse med den ganske seværdige forestilling om dets ”formand,” Simon Spies, på Østre Gasværk, der spiller til midten af maj.



”Er efterspørgslen på denne unikke nostalgirejse stor kan vi få endnu et fly med samme antal pladser til turen,” sagde Spies Danmarks direktør, Jan Vendelbo, da han afslørede nyheden ved en sammenkomst i aftes på Østre Gasværk.




Spies regner med, at nostalgirejsen til Mallorca bl.a. vil tiltrække tidligere ansatte i fx. Spies samt Conair, forgængeren – via Premiair – for MyTravel Airways.



Spies Rejser fejrer i øvrigt 50 års jubilæum i 2006.



SPIES I SAMARBEJDE MED SAS




Som noget nyt bruger Spies Rejser kun ruteselskaber, primært SAS og datterselskaber, til dets ni citybreak-destinationer i Europa i år. SAS & Co. står for 85% af produktionen, mens Turkish Airlines betjener den eneste millionby i verden ved to kontinenter, Istanbul.



”Vi har købt 8.000 sæder hos SAS, Spanair og Snowflake. Dermed kan vi få de attraktive pladser i weekenden. Det er første gang, vi indgår et så stort samarbejde med SAS. Vi kan købe SAS-billetter på niveau med, hvad vi selv kan producere til. Derfor vil vi også fremover bruge rutefly til destinationer med for lille efterspørgsel til, at det kan betale sig at flyve med vores egne fly fra MyTravel Airways,” siger Jan Vendelbo til Take Off.




Det omfattende samarbejde mellem Spies og SAS begynder til marts. Weekend- og 1-ugesrejser til de europæiske storbyer kombineres med Spies og søsterselskabernes storindkøb af hotelværelser.



”Storindkøbene giver os priser, som selv ikke nettets bedste søgemaskiner kan finde,” siger Jan Vendelbo og fortsætter: ”Med SAS og de andre flyselskaber kan vi tilbyde “rigtige” forlængede weekends med afgang torsdag og hjemkomst søndag – altså tre overnatninger. Andre rejsearrangører “snyder lidt på vægten” og udbyder rejser med kun to overnatninger til priser, der ofte er højere end vores.”



Spies Rejsers nye city-katalog henvender sig til de ca. 100.000 danskere, der hvert år rejser på en forlænget weekend til en storby.

Skrevet af