Remis – og lettelse i begge lejre hos SAS

Profeten Muhammed – en meget omtalt person i disse år – hævdede jo, at den som overvinder sig selv er større end den, der bestiger et bjerg.

På den måde kan parterne i den afværgede SAS-konflikt give hinanden hånden, som to skakspillere, der efter timers udsigtsløst brikflytteri valgte erklære deres parti remis. Ingen har vundet og ingen har tabt.



Skal en sejrherre i den medieovervågede armlægning endelig kåres, kan det kun blive flybranchen, der slap for endnu en udsigtsløs og stærkt imageskadende arbejdsnedlæggelse.



De ansattes forhandlere kan glæde sig over en tre procents lønstigning og nogle rimelige lofter over arbejdstid.

SAS Danmark kan glæde sig over et økonomisk ansvarligt resultat, der utvivlsomt kan måle sig med søsterselskaberne i Sverige og Norge – og den øvrige omkostningsudvikling i Danmark. Vent bare til foråret…



I begge lejre må afslutningen på måneders psykologisk kamp betyde en sand lettelse.



Hos SAS Danmark fordi en storkonflikt med utilfredse passagerer og et mandskab, der konflikter, næppe ville have været den bedste velkomstbuket til den kommende koncernchef Mats Jansson.



Hos personalet fordi en konflikt både økonomisk er anstrengende og mentalt krævende, og altid sætter et negativt fokus på den virksomhed, hvor lønnen kommer fra – og hvor mange i kabinerne utvivlsomt har et stort hjerte med.



Vi andre skal huske, at den glamour, der fulgte med jobbet som steward eller stewardesse tidligere, for længst er borte. Nu er det hårdt arbejde – og for stewardesserne endda til en meget beskeden begyndelsesløn.



Kabinepersonalets forhold kan slet ikke måle sig med piloternes.

Med forhandlingsresultatet kan den kommende koncernledelse i SAS også få en rolig start for at planlægge selskabets langsigtede fremtid, afklare sine strategiske mål og overveje midlerne til at skabe den fornødne lønsomhed.

Skrevet af