SAS-fly var fyldt med fejl

Defekte sensorer, kortslutninger i ledningsnettet og problemer med landingsstellet er blandt de fejl, som SAS har registreret på sine Dash 8 Q400-fly.

SAS var midt i et omfattende modificeringsprogram, hvor alle selskabets 23 Q400 fly bl.a. får udskiftet ledningsnettet og en række fejlramte sensorer, da ulykken indtraf i søndags. Programmet blev iværksat i januar i samarbejde med producenten, Bombardier.
”Hvor hurtigt, vi kan få alle flyene gennem programmet, afhænger primært af, hvor hurtigt vi kan få leveret reservedelene,” siger Geir Sterio, teknisk direktør i SAS. Han bekræfter, at det forulykkede fly ikke havde fået gennemført modificeringerne fuldt ud.
”Det havarerede fly har været gennem en del, men ikke alle modificeringerne,” fortæller han.
Geir Sterio mener dog ikke, at de uløste fejl var årsag til uheldet i Aalborg.

Hos Skandinavisk Tilsynskontor (STK) forklarer teknisk inspektør Helge Torp, at den tekniske fejlrate hos SAS’ Dash 8 Q400-flyene er højere end hos nogen anden flytype, han kender til.
”I perioden fra 22. januar til 12. juli har SAS indrapporteret 16 konkrete fejl ved landingsstellet på sine Dash 8 Q400-fly. Det er nogle af de fejl, vi forventer, vil forsvinde, når SAS har gennemført sit modificeringsprogram,” forklarer han.

De mange fejl har ført til usikkerhed og bekymring hos flere SAS-piloter, som pludselig har set advarselslamper blinke rødt uden grund og oplevet flyet forsøge at åbne døre, som helst skal være lukkede i luften.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 12. september, 2007)

Skrevet af