19 turister bortført i Egyptens ørken

Der var tale om fem tyskere, fem italienere og en rumæner og deres otte egyptiske ledsagere, som var på en ørkensafari til klippekomplekset Gilf Kebir i det sydvestlige hjørne af Egypten, da de blev bortført fredag eller lørdag.

 

En egyptisk sikkerhedskilde siger til Associated Press, at turisterne netop var ved at sætte deres telte op for natten, da fire bevæbnede mænd kom kørende op til dem. En af italienerne nåede at ringe til sin kone på sin mobiltelefon og sige, at kidnapperne så »afrikanske« ud, fortæller kilden. Den enlige sikkerhedsmand, der var med gruppen, blev tilsyneladende også overrasket.

 

Myndighederne kunne bagefter se på data fra mobiltelefonerne, at kidnapperne var kørt ind i Sudan.

 

Samtidig oplyser egyptiske sikkerhedskilder, at bortførerne havde krævet seks millioner euro (knap 45 mio. kr.) for at løslade gidslerne.

 

»Personligt tror jeg, at det handler om pengeafpresning. Derfor må man også formode, at turisterne er i god behold, for hvis det handler om penge, vil gidseltagerne passe godt på dem«, siger Ibrahim Ramadan fra Atlantis Rejser.

 

Både politiet og turistbranchen er overbevist om, at det er gangstere, som står bag bortførelsen. Det er vigtigt for dem at understrege, at det ikke islamiske ekstremister, der bevidst er ude på at skade turisterne for derved at ramme Egyptens økonomi. Turisme er landets vigtigste indtægt, og hvert år besøger mere end seks millioner turister landet.

 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen