Air Canada bliver fra 28. maj atter online i CPH med en daglig flyvning til Canadas største by, Toronto. Ruten skal i hvert fald flyves til 25. oktober – om den skal fortsætte afhænger fx. af, hvor godt rejsebranchen kan sælge den.
Take Off havde nyheden om at Star Alliance-medlemmet ville vende tilbage til CPH på vor hjemmeside i december sidste år – og i går kunne Air Canada officielt bekræfte budskabet.
AC vil atter betjene CPH med Boeing 767-300 med 212 sæder på økonomiklasse og den nye opgraderede Business Class med den specielle 2–2–1 sæde konfiguration.
Der er afgang fra CPH med AC 883 kl. 10.40 med ankomst i Toronto kl. 13.10 lokal tid. Der flyves fra Toronto kl. 17.50 med ankomst næste morgen i CPH kl. 07.35.
Air Canada tilbyder introduktionspriser fra CPH til f.eks. Toronto fra 3.650 DKK med skatter og afgifter. I alt betjener Air Canada mere end 150 destinationer på fem kontinenter. Air Canada tilbyder bonuspoints på fx. Miles & More, Eurobonus eller Air Canadas eget Aeroplan.