Flypassagerer, der blot skal skifte fly i fx. Hong Kong eller Kina og derfra flyve videre ud i fx. Asien eller til Australien, har ikke krav på at få deres penge retur, hvis de aflyser rejsen af frygt for fx. lungevirussen, SARS. Det oplyste Rejse-Ankenævnet tirsdag.
Ankenævnet meddelte i sidste uge, at det accepterer refundering af flybilletter mm. pga. SARS til Hong Kong og Kina; det skete efter pressemeddelelser fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut som indtil videre fraråder alle ikke nødvendige rejser til netop Hong Kong og Kina.
I går besluttede Ankenævnet på baggrund af WHO’s anbefalinger, at afbestillingsretten IKKE gælder når flypassagerer til rejsemål uden for Hong Kong og Kina udelukkende er i transit, dvs. hvor flypassagerer foretager flyskift uden at forlade lufthavnen.
Kunderne kan stadig afbestille rejser til Hong Kong og Kina – dog senest 14 dage før rejsens påbegyndelse for at få pengene igen. Afbestillingsretten indebærer, at kunden skal have tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Og kunder, der ikke aftalemæssigt kan transporteres hjem, skal af rejsearrangøren indkvarteres på passende vis uden udgift for kunden til selve indkvarteringen, oplyser Ankenævnet.

STANDBY.DK Nyt om rejser

