Singapore Airlines Cargo udvider i København

Fra oktober udvider Singapore Airlines Cargo antallet af afgange fra Københavns Lufthavn med fire ugentlige afgange fra fem til ni. Og samtidig føjes tre yderligere fragtdestinationer til fra København. Det er New Delhi, Bangalore og Chicago.
Københavns Lufthavne A/S indledte sidste år et målrettet arbejde for at tiltrække flere fragtfly. For at stå bedre i konkurrencen med de øvrige europæiske lufthavne justerede lufthavnen prisen på rene cargoflyvninger. Det betød, at Korean Air Cargo udvidede antallet af afgange fra København til Seoul fra tre til fem Boeing 747 fragtfly om ugen.
”Med de nye fragtruter til København får skandinavisk erhvervsliv endnu flere forbindelser til det østlige Asien og derudover også maindeck kapacitet til det store vækstmarked Indien samt Chicago, der er et af de store knudepunkter i USA,” siger cargochef Lars Korup, Københavns Lufthavne A/S.

Skrevet af