SAS melder sig ind i Discover America

”Take Off’s oplysning i går om, at SAS Danmark ikke er med i den danske Discover America-komite er desværre korrekt. Men det retter vi op på nu og får John Solové med som SAS’ repræsentant,” siger Thomas Elsgaard, direktør for SAS Danmarks agent- og gruppesalg.



Han forklarer SAS’ manglende medlemskab med, at SAS’ tidligere medlem af komiteen havde glemt at overdrage medlemskabet til sin kollega.



I øvrigt har den danske Discover America-komite kun to flyselskaber som medlemmer – Delta Air Lines og Icelandair.



Komiteen fik på sin generalforsamling i forgårs ny formand, Nicholas A. Rana, nordisk account manager hos Marriott. Han vil nu sammen med den nye bestyrelse gøre Discover America-komiteen synlig i rejsebranchen og argumentere for medlemskab af Discover America.



Udover Nicholas Rana tæller bestyrelsen Billetkontorets Karen Boye, Lesley Hansen fra Delta Air Lines, Georg Mogensen fra Kuoni og Birgitte Vraadal fra FDM travel.



Take Off bragte i går artikel på hjemmesiden om Discover America-komiteen.



HB


Skrevet af