Samarbejde skal løse problemer i SAS

Mange tusinde flypassagerer kan ånde lettet op. Kabinepersonalet i SAS strejker ikke mere i denne omgang. Samarbejde er vejen frem, hvis arbejdsklimaet skal forbedres, lyder det nu fra såvel SAS-ledelsen som kabinepersonalet.
I en pressemeddelelse siger administrerende direktør i SAS Danmark, Susanne Larsen, at det nu gælder om, at man sammen genfinder den gode samarbejdsform, der normalt hersker i SAS.
Den samme melding lyder fra kabinepersonalets fagforening CAU, der onsdag havde ekstraordinær generalforsamling, hvor sidste uges strejke var på dagsordenen.
Formand for CAU, Verner Lundtoft Jensen, siger, at det er nødvendigt at samarbejde med ledelsen, og man vil holde fast i Susanne Larsens brev, hvor hun skriver, at der fremover skal bruges mere tid på samarbejde end på forhandlinger.
Selvom der er 100 procents opbakning blandt kabinepersonalet om, at medlemmerne ikke går i strejke, lægger formanden ikke skjul på, at CAU er utilfreds med den måde SAS-ledelsen har ageret i denne sag.
Han håber på, at samarbejdet med SAS-ledelsen bliver forbedret i den kommende overenskomstperiode, der løber over de næste tre år. Verner Lundtoft Jensen gør opmærksom på, at kabinepersonalet er skuffet over ledelsen, og han afviser ikke, at der på længere sigt kan opstå problemer, hvis de 1600 medlemmer af CAU fortsat har et dårligt forhold til ledelsen.
Kabinepersonalet raser især over de fyringstrusler, der er kommet med et personligt brev til hver enkelt ansat, der mandag aften blev udsendt fra ledelsen i SAS. Budskabet fra SAS-ledelse var, at flere strejker blandt kabinepersonalet vil koste job hos SAS. Men trusler om såvel fyring som arbejdsnedlæggelser er ikke vejen frem, lyder det fra CAU.
Verner Lundtoft Jensen siger, at kabinepersonalet ikke skal true SAS med strejke, men til gengæld skal ledelsen heller ikke true CAU’s medlemmer med fyringer.
SAS fremlægger i dag regnskabet for første kvartal 2007.
(Morgenavisen Jyllands-Posten)

Skrevet af