Fortsat damp under planer om danske multihaller

Mens københavnske politikere og interesseorganisationer kæmper for en multiarena til hovedstaden, har også Århus, Horsens, Herning, Kolding, Sønderborg og Næstved planer om store indendørsarenaer.



Halbyggerierne vil hver koste trecifrede millionbeløb og fra 8.000 til 35.000 tilskuere. Men selv om Danmark er fattigt på store haller, nødvendige for et OL eller VM i håndbold, er markedet hurtigt mættet.



”Hvis vi taler om Globen i Stockholm eller Color Line Arena i Hamburg, hvor der kan være 12.000 til 15.000 tilskuere, har vi højst plads til en eller to,” siger Lars Lundov til Ritzau – direktør for Idrætsfonden Danmark, der arbejder for at få større idrætsbegivenheder til Danmark.

Lars Lundov siger, at Danmark går glip af store arrangementer, fordi faciliteterne ikke er der i dag.



Et af de mest fremskredne projekter er en superdome i Kolding, som den tidligere speedwaykører Ole Olsen står bag. Den skal huse op til 35.000 siddende tilskuere.



I København efterlyser lokalpolitikere og Wonderful Copenhagen et stort halbyggeri til flere hundrede mio. kr., og Århus ønsker en arena med plads til 20.000. ”Det bliver et overordentligt vigtigt konkurrenceparameter,” siger Århus’ turistdirektør Jørgen Hansen.



Målt i tribunepladser er landets største indendørs arenaer i dag Brøndby Hallen, Gigantium i Aalborg og NRGi Arena i Århus – hver med plads til ca. 4.500 tilskuere.

Skrevet af