Air France og Lufthansa byder på Alitalia

En ny auktionsrunde for salget af Alitalia er nu indledt, og denne gang har regeringen i Rom lettet på nogle af de høje krav, der for nogle måneder siden fik auktionen til at bryde sammen. I første omgang bliver det Air France, Lufthansa og kapitalfonden Texas Pacific Group, der skal forhandle om en overtagelse.

Den nye auktionsrunde har ikke blot fået Air France, Lufthansa og Texas Pacific Group til at vende tilbage til forhandlingsbordet. I baggrunden venter også både russiske Aeroflot og Air One, der begge er blevet interesseret, efter kravene er blevet lempet.
De første udmeldinger fra Alitalia går dog på, at det er de tre førstnævnte investorer, man vil forhandle med i den indledende fase.

Ifølge det spanske dagblad Expansión forhandler Air France ikke blot om en overtagelse af Alitalia men er også interesseret i at overtage spanske Iberia.

(Børsen, d. 10. oktober, 2007)

Skrevet af