MyTravel fik nordisk rekordoverskud

MyTravel Group fik et kraftigt resultatløft i år, primært takket være Norden, hvor det primære driftsresultat blev 588 millioner danske kroner mod 142 millioner kr. året før.



MyTravel Denmark – Spies, Tjæreborg Rejser, Ving, Skibby Rejser og Gate Eleven – opnåede et rekordresultat på 82 millioner danske kroner sammenlignet med 23 millioner danske kroner sidste år.



Omsætningen i MyTravel Northern Europe blev 9 milliarder danske kroner sammenlignet med sidste års 10 milliarder. Antallet af kunder var 1,5 millioner sammenlignet med 1,8 millioner sidste år.



MyTravel Northern Europe tjener altså flere penge ved at sælge færre rejser. Dette opnås ved at tilpasse flykapacitet og reducere sidste-minuts-rejser 30%. Samtidig er de faste omkostninger sænket 250 millioner kr. Det gav en rekordhøj overskudsmarginal på 6,9% i Norden.



Koncernen har ændret regnskabsperiode til november-oktober (tidligere oktober-september). Årsregnskabet for de 13 måneder var 606 millioner kroner i Norden og 88 millioner danske kroner i Danmark.



OGSÅ OVERSKUD I MYTRAVEL AIRWAYS

Flyselskaber med to-tre cifrede millionunderskud er mere reglen end undtagelsen – specielt i Skandinavien, hvor bl.a. lavprisselskaberne har tabt mere end en milliard kroner på få år, oplyser danske MyTravel Airways – som peger på sig selv som undtagelsen.



Flyselskabet offentliggjorde onsdag et overskud før skat på 130 millioner kr. mod 39 millioner kr. året før. Dermed bidrog selskabet væsentligt til rekordresultatet for MyTravel Northern Europe.



Direktør Tom Clausen: ”Årsagen til det flotte resultat er bl.a. lavere flyforsikringer samt øget toldfrit salg, der nu er større end da regeringen afskaffede det i 1999! Samtidig har vi opbygget egen teknisk organisation og fået samarbejde på dette område med SAS, hvilket sammen med fokus på driftsomkostningerne har givet økonomiske forbedringer.”



MyTravel Airways er Skandinaviens største charterflyselskab med 11 nye Airbus-fly med i alt ca. 3.000 flysæder. Nettoomsætningen blev 2,8 milliarder mod 3 mia. året før. Halvdelen af selskabets ca. 2.1 million passagerer var svenske, mens der var cirka 25% fra såvel Danmark og Norge.

Skrevet af