SAS forlænger støtte til Red Barnet

”Det er en flot økonomisk støtte, SAS hvert år giver vores arbejde. Med de midler kan vi gøre en stor forskel for mange børn, der behøver hjælp,” siger Red Barnets generalsekretær, Mimi Jakobsen, i en pressemeddelelse fra SAS.



Takket være de cirka seks millioner årlige svenske sponsorkroner fra SAS, kan Red Barnet bl.a. hjælpe børn i krig og på flugt. F.eks. i det nordlige Uganda, hvor en blodig borgerkrig raser. 24.000 børn er de sidste 18 år kidnappet for at blive børnesoldater eller sexslaver i oprørshæren. Red Barnet hjælper de børn, for hvem det lykkes at flygte.



Red Barnet har også gennem årene udført et stort stykke arbejde for udsatte børn i Danmark. Børn, der sjældent kommer på ferie eller weekendophold med deres egen familie får et pusterum fra hverdagen via

ophold i Red Barnets Netværksfamilier.



SAS har siden 1998 været hovedsponsor for Red Barnet i Danmark, Sverige og Norge.



”Vores kunder og medarbejdere skal vide, at de flyver med og arbejder i et flyselskab, som tager et samfundsmæssigt ansvar og bekymrer sig om andre mennesker. Derfor har SAS valgt at fortsætte støtten til Red Barnet,” siger Susanne Larsen, adm. direktør for SAS Danmark.

Skrevet af