Air France klar med sin første megabamse

Air France har som første europæiske flyselskab fået en superjumbo, Airbus A380. Det store dobbeltdækkerfly sættes ind på Paris-New York på fredag, skriver Ritzau.



Billetterne til den første flyvning, og returflyvningen dagen efter, er solgt på auktion. Overskuddet fra auktionen går til velgørenhed.



Men mandag den 23. november indgår det store fly i den almindelige ruteflyvning, oplyser Air France.



Air France-udgaven af A380 har plads til 538 passagerer, ni på første klasse, 80 på business class og 449 på økonomiklassen. Air France har bestilt 12 kæmpejumboer, fire mere vil være klar i løbet af vinteren og foråret.



Flyet til Air France er den 20. superjumbo, Airbus leverer. De øvrige 19 flyver for Singapore Airlines, Qantas og Emirates. I alt har Airbus ordrer på 200 A380-fly, inklusive de 20, som er leveret.



Til sammenligning har Singapore Airlines 471, Qantas 450 og Emirates 489 pladser ombord i deres A380.



Næste år modtager Lufthansa sin første A380.

Skrevet af