Trods våbenhvilen mellem USA og Israel i forhold til Iran, så fastholder Udenrigsministeriet sin orange rejsevejledning for de Forenede Arabiske Emirater med blandt andet Dubai og Abu Dhabi.
”Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til: Hele landet,” er stadig budskabet i Udenrigsministeriets netop opdaterede rejsevejledning for de Forenede Arabiske Emirater, UAE, med blandt andet Abu Dhabi og Dubai.
Fra begge emirater er der, for Emirates’ vedkommende, daglige flyvninger, til Københavns Lufthavn. Etihad Airways flyver fra Abu Dhabi til CPH. Også Qatar Airways har direkte rute fra Doha til Københavns Lufthavn. Danmark har ingen rejsevejledning for Qatar.
Udenrigsministeriet opdaterede fredag formiddag sin rejsevejledning for UAE.
Der står nu: ”Med Irans fortsatte angreb og trusler er sikkerhedssituationen i store dele af Mellemøsten alvorlig og uforudsigelig. Den kan forværres med kort eller intet varsel.
Der er iranske trusler om angreb mod blandt andet civile mål og kritisk infrastruktur, for eksempel energianlæg, havne, veje, broer og lufthavne samt hoteller og andre steder, hvor amerikansk personel formodes at opholde sig. Hold dig løbende opdateret via medierne, lokale myndigheder, dit hotel, rejsebureau eller flyselskab. Følg lokale myndigheders anvisninger,” står der i rejsevejledningen fra Udenrigsministeriet.
Endnu et krydstogtrederi opgiver Mellemøsten
Det politiske klima er for ustabilt i dele af Mellemøsten. Det får nu Europas største krydstogtrederi, MSC, til at annullere sin planlagte krydstogtsæson i regionen fra november i år til marts næste år.
Italiensk-schweiziske MSC Cruises, det største krydstogtrederi i Europa, har aflyst sin ellers planlagte vintersæson i Mellemøsten i 2026-27. MSC Cruises har foreløbig 23 krydstogtskibe ligesom man har datterselskabet Explora Journeys, der sejler i de luxe-segmentet med foreløbig tre af seks bestilte, mindre luksuskrydstogtskibe.
MSC Cruises er det fjerde vestlige krydstogtrederi til at aflyse vintersæsonen 2026-27 i Mellemøsten. Årsagen er den manglende politiske stabilitet, ikke mindst som konsekvens af Israel og USA’s angreb på Iran og de iranske modreaktioner med blandt andet den reelle lukning af Hormuz-strædet.
Udover Aida Cruises (med fokus på det tysktalende marked) og Costa Cruises, begge ejes af amerikanske Carinval Corporation, verdens største krydstogtkoncern, har også MSC-ejede Explora Journeys meddelt at man ligeledes dropper Mellemøsten.
Relaterede artikler:
Danske rejsebureauer i strid med Gouda Rejseforsikring

STANDBY.DK Nyt om rejser


