Legend of the Seas på vej til testsejladser i Østersøen. PR-foto for Meyer Werft Turku: Mediascope Productions.

2.000 teknikere tester nyt kæmpe krydstogtskib

Legend of the Seas, det tredje skib i Icon-klassen, verdens største krydstogtskibe, er begyndt omfattende testsejladser i Østersøen. Første sejlads med passagerer er til juli i Middelhavet.

Legend of the Seas fra det amerikanske rederiet Royal Caribbean International forlod søndag Meyer Werft i finske Turku og er nu påbegyndt omfattende testsejladser i Østersøen gennem 10 dage.

Ombord på kæmpeskibet er foruden besætningen til at sejle skibet også over 2.000 teknikere og specialister. De skal teste skibets mange systemer; motorer, sikkerhedssystemer, manøvreevner og så videre.

Når skibet er afleveret til Royal Caribbean International, kan det tage op mod 10.000 passagerer og besætningsmedlemmer: 6.700 passagerer og 2.300 besætningsmedlemmer.

Testsejladsen i Østersøen forventes at tilbagelægge 2.400 sømil, over 4.300 kilometer.

Premiere i Middelhavet
Legens’ søsterskibe, Icon of the Seas og Star of the Seas sejler i dag krydstogter ud af Florida i Caribien.

Legend of the Seas får premiere i starten af juli i Middelhavet. Her skal det sejle en række krydstogter gennem sommeren, inden det til november rykker til Florida.

Selve byggeriet af Legend begyndte i januar 2024 på det finske værft; i august sidste år fik det for første gang vand under kølen. Herefter kom indmaden i skibet, blandt andet kahytter og al den anden indretning.

Hvert Icon-skib koster cirka to milliarder dollars, cirka 13 milliarder kroner. Royal Caribbean International har i alt bestilt seks eksemplarer.

Hele Royal Caribbean Group tæller foreløbig 68 krydstogtskibe – gruppen vil have yderligere ni i 2028.

Af de nuværende 68 skibe i Royal Caribbean Group, er de 28 hos Royal Caribbean International, mainstream-varemærket i RCG.

Resten sejler for det lidt finere Celebrity Cruises samt RCG’s highend-produkt, Silversea Cruises. Desuden ejer RCG via joint ventures 50 procent af såvel TUI Cruises som Hapag-Lloyd Cruises.

 

Relaterede artikler:

Om 10 år: 11 millioner flere krydstogtpassagerer

Alle seks krydstogtskibe undslap indespærring i Den Persiske Golf

Dansk krydstogtprofil får nyt job som cruisemanager