Klar til start med nye grand prix-rejser

Rejsebureauet Grand Prix Tours har netop udsendt sit nye katalog med 27 forskellige høj oktan-ture gennem næste år.




Bureauet, der er et datterselskab af busrejsebureauet Øster Lindet Rejser, racer dermed ind i sin sjette sæson som landets mest specialiserede arrangør af rejser til ikke mindst Formel 1, men også Le Mans, Formel 3000 og – som en nyhed – Moto GP, motorcyklernes Formel 1.



”Vi sender årligt et par tusinde gæster til motorløb i og udenfor Europa. Agentsalget via andre rejsebureauer er endnu i småtingsafdelingen, men vi giver 5% i provision,” siger salgs- og produktionschef, Finn Koch, til Take Off.



Gennemsnitsprisen for en motor-rejse indenfor Europa med transport, hotel og billetter til kvalifikationen og selv løbet er ca. 6.000 DKK – og 10-15.000 udenfor, fx. til Formel 1 i Australien, Japan eller Malaysia. Transporten indenfor Europa sker primært med bus eller er kør-selv.



”En stor kundegruppe er incentive-ture for fx. bil-, dæk- og benzinfirmaer – men vi klarer også mere specielle ønsker, fx. hvis nogen vil prøve at køre en Formel 1-bil. Det er selvfølgelig rasende dyrt – og kræver et par underskrifter på et stykke papir til fx. forsikringen,” siger Finn Koch.

Skrevet af