2014 blev rekordår for turismen

dansk turismeMeget tyder på, at de positive tendenser fortsætter i 2015. De udenlandske overnatninger i Danmark var i februar 6,7% højere end i samme måned året før. Stigningen er bl.a. resultat af over 9.000 flere tyske overnatninger, der især blev lagt i feriehusene.

Danmarks norske naboer havde 18% flere overnatninger, ligesom der var vækst fra Storbritannien på 10,3% og fra Kina på 64,9%.

“Tyskerne drev for alvor væksten i dansk turisme sidste år, og det er vores forventning, at vi også i år vil se flere tyske gæster i Danmark. Tyskernes feriekalender for hovedsæsonen i 2015 er fordelagtig, hvilket betyder bedre kapacitetsudnyttelse i Danmark. Når samtidig den tyske økonomi er god, og vi også i januar og februar ser markant vækst, så giver det os tro på, at tyskerne tager vores kommunikation om Danmark til sig,” siger VisitDenmarks markedschef i Tyskland, Lars Ramme Nielsen.

Og forventningerne styrkes yderligere, når man ser på antal bookede uger i feriehusene. Bookingstatistikken viser, at der for resten af året er booket 6,5% flere husuger af udenlandske turister end på samme tid sidste år.

I en ny prognose for 2015-2018 forventer VisitDenmark en vækst i de udenlandske overnatninger på mellem 1 og 3,5%, men de positive 2015 tendenser giver håb om endnu flere turister. Dermed ligger Danmark på linje med de vækstrater, man forudser i det øvrige Europa.

Den positive udvikling betyder, at Danmark i 2018 vil have 2,3 millioner flere udenlandske turistovernatninger end i 2014, oplyser VisitDenmark.

”Sidste år var der over 13 millioner tyske overnatninger i Danmark – der er flere tyske turister i Danmark end i store rejselande som Portugal og Grækenland,” siger Lars Ramme Nielsen. Tyske besøgende i Danmark udgjorde sidste år ca. 60% af alle kommercielle overnatninger i Danmark – en vækst på 7,2%.

”Af de tyske overnatninger i hele Norden havde Danmark sidse år ca. 75% – vi er i Top 10 som rejsemål i Tyskland, verdens største outbound rejsemarked,” siger Lars Ramme Nielsen.