TUI opgiver børssalg

For 4. gang i år vælger en tysk virksomhed at opgive en børsnotering pga. krise på kapitalmarkederne. Rejsegiganten TUI har måttet opgive at sætte sit datterselskab, shipping- og krydstogtsdivisionen Hapaq-Lloyd på børsen, fordi det i øjeblikket ikke er muligt at opnå den ønskede pris. TUI-chef Michael Frenzel lagde i går børsdebuten på is, i hvert fald for de kommende år, og fastslog desuden, at det heller ikke kommer på tale at sælge Hapaq-Lloyd. Frenzel udtalte i slutningen af juli, at han anså faren for en fjendtlig overtagelse af TUI som meget alvorlig, en udtalelse som i august fik aktiekursen til at ryge i vejret og holdt TUI inde i det toneangivende tyske aktieindeks, DAX.
Hapag-Lloyd vurderes af aktieanalytikere til en værdi af omkring 2,5 mia. euro, men med udsigt til overkapacitet i den globale rederibranche vurderes det, at værdien ved en børsintroduktion kun ville have været på ca. 1,5 mia. euro.
(Berlingske Business, d. 8.9.04)

Skrevet af