Danmark opdaterer rejseadvarsler for Nepal og Indonesien

Det danske udenrigsministerium udsendte i går opdaterede rejsevejledninger for Indonesien og Nepal. I forvejen opfordres danskere i Indonesien til at overveje at forlade landet, medmindre deres tilstedeværelse er absolut nødvendig.



Terrorangrebet på Bali den 12. oktober i fjor samt senest bomben i tirsdags på et Marriott-hotel i hovedstaden Djakarta, der kostede 14 livet, viser stor risiko i Indonesien for terrorangreb mod civile, vestlige mål.




”Danskere bør udvise største agtpågivenhed, især hvis de er ubekendt med de lokale forhold,” lyder advarslen.




Udenrigsministeriets hjemmeside, um.dk, har en omfattende liste med advarsler for rejser til en lang række lande, bl.a. områder i Indonesien, verdens folkerigeste muslimske land.



PAS OGSÅ PÅ I NEPAL




Siden november 2001 er over 7.000 dræbt i sammenstød mellem maoister og regeringsstyrker. Maoisterne og regeringen indgik i januar en stadig gældende våbenhvile.




Selvom turister ikke direkte har været mål for voldshandlingerne, har bevæbnede maoister på trekkingruterne frarøvet turister penge, kameraer og trekkingudstyr. Det anbefales, at turister holder sig til de større, etablerede trekkingruter. Det frarådes overalt i Nepal at tage alene på trekking.



Udenrigsministeriet gør også opmærksom på Nepals valutaregler. Ved overtrædelse af deklareringsbestemmelserne i Nepal risikerer rejsende fængselsstraf og konfiskation af medbragt valuta.



Alle danske turister opfordres til at lade sig registrere på ambassaden i hovedstaden, Kathmandu; se mere på dens hjemmeside: DenmarkNepal.com – brug også udenrigsministeriets: um.dk

Skrevet af