Air Greenland sænker priserne

Air Greenland nedsætter igen i år priserne. Sidste år gjaldt nedsættelsen rejser over Atlanten, denne gang bliver det såvel over Atlanten som internt i Grønland.



Røde billetter, der hidtil har givet 30% rabat på normalprisen, vil fremover give 35% rabat på rejser over Atlanten og 40% på indenrigsrejser i Grønland.



”Vi har effektiviseret driften og forbedret udnyttelsen af flyflåden, disse fordele kommer nu vore kunder til gode”, siger Air Greenlands adm. direktør, Flemming Knudsen.



Der er også en enkelt prisforhøjelse, på selskabets Business Class, Nanoq (det grønlandske ord for isbjørn) over Atlanten for at dække de faktiske omkostninger. Tillægsprisen på Nanoq Class hæves 185 kr. til 1.000 kr. pr. strækning.



Trods de nye prisnedsættelser vil mange stadig mene, at det er dyrt at rejse til, fra og i Grønland. Det kan der være noget om, indrømmer salgs- og marketingdirektør Hans Jørgen Mørch, ”men det er dyrt at rejse i et land med så stor en geografisk udstrækning og så lille passagergrundlag.”



Adm. direktør, Flemming Knudsen: ”Vi beskyldes altid for at være dyrere end islændinge og andre tilsvarende. Men det islandske marked er meget større og infrastrukturen helt anderledes udbygget. Jeg skaffer gerne kapacitet til 200.000 turister mere om året i Grønland – men hvor skal de være, når de stiger af flyet?”

Skrevet af