Maj-tal for SAS viser kraftigt reduceret kapacitet

Men selvom de tørre tal viser, at både antallet af udbudte sædekilometre og mængden af passagerer er faldet, udtrykker SAS-direktør Susanne Larsen (billedet) optimisme. ”Markedet for flyrejser til og fra København er stadig præget af en meget kraftig overkapacitet og stort prispres” siger SAS-direktøren i en kommentar til tallene. Hun fortsætter: ”Vi har taget ansvar for vores del af denne overkapacitet ved at skære en række marginelle ruter bort, som havde lav efterspørgsel. Den fulde effekt af disse justeringer har vi set fra starten af april”.

Antallet af udbudte sædekilometre hos SAS Danmark er faldet med 15,5 % i forhold til maj måned sidste år, og ser man på antallet af passagerer er det faldet med 14,7 % til ca. 633.000 i samme periode. Til gengæld er så kabinefaktoren steget med 1,7 % til 60,9 % i maj 2005 i forhold til samme måned året før. For hele perioden januar til maj i år er kabinefaktoren dog faldet en smule til 55 % i forhold til sidste år, mens antallet af passagerer er gået 12,3 % ned.

Ifølge Susanne Larsen vil trafiktallene for SAS Danmark resten af i år være negativt påvirket af især delingen af flyvningerne mellem København og Stockholm. Tidligere var denne produktion 100 % indeholdt i den danske SAS-produktion, men fremover skal de deles med SAS i Sverige.

Skrevet af