Økonomisk krise rammer det europæiske hotelmarked





I hvert fald rapporterer Rezidor Hotel Group om nedgang i antal gæster i 3. kvartal. Efter en stigning i indtægterne i første halvår på omkring 8 % viser 3. kvartal en nulvækst i indtjening i forhold til året før.



Der har været færre overnattende gæster på gruppens hoteller som et resultat af generelle prisforhøjelser.



Ifølge Rezidor er det svært at forudsige udviklingen p.g.a. den usikre økonomiske situation. Derfor har Rezidor iværksat en spareplan, der skal reducere de faste omkostninger samt forbedre hotelkædens indkøbsaftaler. Det er målet, at spareplanen skal sikre ekstra 20 mio. euro som kompensation for markedsafmatningen.



På trods af krisen har Rezidor i år bebudet åbning af nye hoteller i Belgien, England, Norge, Rusland og Dubai. Herudover har hotelkæden i august besøgt Århus for at vurdere muligheden for at åbne et Park Inn hotel, skriver Travelbroker.dk



Gruppen har over 350 hoteller i drift eller under opførelse i 53 lande med omkring 75.000 værelser. Det mest kendte brand er Radisson SAS Hotel & Resorts.

Skrevet af