Spaniens konge hilste på dansk turiststand

Tirsdag åbnede en af de vigtigste meeting og incentive (MICE)-messer, EIBTM, som i år er rykket fra Geneve til Barcelona. EIBTM konkurrerer med IMEX i Frankfurt om at være Europas vigtigste specialiserede fagmesse for kongres-, firmamøde- og incentive-markedet (MICE).



Den spanske konge Juan Carlos åbnede fagmessen – og havde på den efterfølgende rundtur ønsket at hilse på bl.a. den danske stand; dels har den spanske konge familierelationer i Danmark, dels har han flere gange været i Danmark for at sejle.



På den danske stand blev den spanske konge modtaget af marketingmanager Bente Nørskov fra Danmarks Turistråd. Hun fortalte bl.a. om det kommende H. C. Andersen-år, overrakte en Royal Copenhagen-gave og introducerede nogle af de 16 danske partnere på messen. Disse tæller bl.a. Arp-Hansen, Bella Center, Comwell, Hotel d’Angleterre, Radisson SAS i København, Skt. Petri, Wonderful Copenhagen og flere incomingbureauer.



EIBTM varer til i morgen, torsdag.

Skrevet af