Fuldautomatisk bagageanlæg i København

I partnerskab har SAS Ground Services (SGS), Københavns Lufthavne A/S (CPH), FKI Logistex og CPH Design A/S automatiseret bagagehåndteringen. En velfungerende prototype er patenteret af CPH og SGS. Genialiteten sidder i enkelheden – der er tale om kendt teknologi sat sammen på en ny måde.

Ved årsskiftet 2007-2008 ventes der at være 12 anlæg kørende samt en aflæsningsfunktion til bagagen som en del af lufthavnens centrale infrastruktur. Anlægget bliver tilgængeligt for alle groundhandlere i lufthavnen.

”Belastningen mindskes for den enkelte medarbejder, og medarbejder-involveringen har været afgørende. Det nye anlæg er et resultat af spidskompetencer bragt sammen, hvor SGS har bidraget med praktisk know-how”, siger Steen Neuchs, director air- & landside operations hos SAS Ground Services Denmark.

”I en årrække har vi i CPH Design A/S udviklet systemer, der forbedrer arbejdsmiljøet og effektiviserer. Det er en stor styrke, når det som i dette tilfælde sker i samarbejde med de daglige brugere”, siger adm. direktør Lars Thøgersen..

I forhold til sikkerhedsreglerne giver systemet fordele. Bagageanlæggets vogne skaber forudsætning for øget sikkerhed. Da pakningen foregår med basis i bagagens stregkode, vides det hvor i flyets lastrum hvert stykke bagage ligger. Når passagerer ikke møder op, kan bagagen hurtigt fjernes.
I de nye vogne pakkes bagagen optimalt og tømmer sig selv i flyet. Desuden giver vognene den fordel, at bagagen i sne- eller regnvejr ikke bliver våd.

Endelig giver systemet CPH konkurrencefordele med hensyn til effektivitet/produktivitet og infrastruktur.

”Vi har store forventninger til udbredelsen på verdensplan. Bagageanlægget er med til at positionere Københavns lufthavn som en af verdens mest innovative. Fuldautomatiseringen af bagagehåndteringen vil give kapacitetsforøgelse, der er med til at fremtidssikre lufthavnen”, siger adm. direktør Niels Boserup, Københavns Lufthavne A/S.

Københavns Lufthavne A/S er tre år i træk blevet kåret som den mest effektive lufthavn i Europa af Air Transport Research Society (ATRS).

Skrevet af