Bilbo og Frodos bolig "Bag End" i Hobbiton, New Zealand. (Foto: Pseudopanax | Wikipedia | Public Domain)

25 år med Ringenes Herre som guldgrube for New Zealand

Lokationer i New Zealand, som relaterer sig til Ringenes Herre-filmene, er stadig i høj kurs blandt turister. I år har filmene 25-års jubilæum, og det kan ses på efterspørgslen.

Da newzealandske Peter Jackson for 25 år siden skulle finde et sted at filme storfilmene Ringenes Herre, baseret på J.R.R. Tolkiens bøger, valgte han den storslåede natur i sit eget hjemland. Siden da har filmene været en stor turismemæssig gevinst for landet.

Fra Tourism New Zealand lyder det således, at filmkulisserne, som forestiller Frodos hjemstavn, Hobbiton, er det mest genkendte sted i landet blandt amerikanske rejsende.

I filmenes jubilæumsår lyder det også fra rejsearrangører i landet, at der er stigende efterspørgsel på rejseprogrammer til New Zealand, og man kobler noget af den øgede interesse sammen med fans af Tolkiens univers. Det skriver Travel Weekly.

Oplevede stor stigning efter filmudgivelse
Da den første Ringenes Herre-film havde premiere i 2001, kunne det i den grad ses i landets turismestatistikker. Mellem år 2000 og 2006 var der således en stigning på hele 40 procent i besøgstallet. Interessen ser ikke ud til at stilne af.

I september sidste år lød det således fra Tourism New Zealand, at hver femte amerikaner, der besøgte landet i 2025, var blevet inspireret til at booke rejsen på grund af fantasyserien.

Hobbitons administrerende direktør, Shayne Forrest, fortæller til Travel Weekly, at rundt regnet 600.000 besøgende lagde vejen forbi filmsettet sidste år, og et tilsvarende antal forventes i år, herunder fans, der rejser til Herredet i anledning af jubilæet.

Hos rejsearrangøren Goway har man samtidig registreret en stigning på 97 procent i forespørgsler på Ringenes Herre-rejseprogrammer fra juni til december sammenlignet med samme periode i 2024.

For rejser til New Zealand er det i 20 procent af tilfældene et ønske, at rejseprogrammet inkluderer elementer fra Ringenes Herre såsom et besøg i Hobbiton.

Luksusarrangør tilbyder tur til Middle Earth
Hos luksusrejsearrangøren Red Savannah har man lanceret en Middle-earth-rejse, efter at man har oplevet en stigning på 37 procent i antallet af bookinger til New Zealand for 2026 sammenlignet med 2025.

“Folk tiltrækkes i stigende grad af landets vilde natur, freden i de store, åbne landskaber og de mange muligheder for udendørsaktiviteter – fra rolige vandreture til adrenalinfyldt jetbådskørsel,” siger Rachel Cooper, destinationsspecialist for New Zealand hos Red Savannah.

Hun oplyser, at nationalparker som Fiordland, Tongariro, Mount Aspiring og Kahurangi, som alle var med i filmene, også er noget af det, som man sætter fokus på.

 

Relaterede artikler:

Australien har rejsebranche-workshop i København

Stort oversøisk rejsebureau udvider med nye lande

New Zealand: Udenlandske turister skal betale mere