Ikke så slemt som ventet i SAS

Det er da slemt nok, at SAS sætter 11 fly på jorden og fyrer 1.000 ansatte, men så er det heller ikke værre. Sammenlignet med et flot resultat i Lufthansa og British Airways er det ikke godt, men sammenlignet med flere amerikanske selskaber og nogle lavprisselskaber er det flot.



SAS har mange gange i løbet af årene haft et minus på omkring 500 mio. danske kroner i årets første kvartal, hvor påsken faldt i tredje måned og alligevel klaret sig i land med et plus, når året var omme. Problemet er bare for at få råd til at leve det liv SAS gerne vil leve – og for at hamle op med konkurrenterne – skal der være et plus på flere milliarder kroner på bundlinien.



Det er virkeligt flere skridt baglæns at sætte elleve fly på jorden og aflyse den med spænding imødesete rute til San Francisco.



Passagertilgangen er god nok, kabinebelægningen også, men indtægten halter. og udgifterne er reelt for store i forhold til konkurrenterne, Prisstigninger på billetter holder ikke trit med prisstigningen på brændstof.



I SAS er det sådan, at billetpriserne automatisk reguleres på de kortere ruter uden at passagererne kan se det, mens der på langruterne er decideret brændstoftillæg.



Det store spørgsmål bliver om, der fortsat vil være en negativ udvikling med salg af billetter til business travel på grund af svigtende makroøkonomi. Det er det springende punkt i spare- og aktivitetsplanen for 2008.



-ejv


Skrevet af