Charlotte Slente (foto) skal forlade ambassadørposten i La Paz, Bolivias hovedstad, for i næste måned at afløse ambassadør Lars Thuesen som chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, erfarer Take Off.
Lars Thuesen bliver, som tidligere oplyst, efter fem år i Borgerservice ny dansk ambassadør i Spanien.
Charlotte Slente kom sidste år til Bolivia med sin mand og parrets to børn efter hun havde været souschef i udviklingspolitisk kontor i Udenrigsministeriet, ambassadesekretær på den danske ambassade i Managua, Nicaragua, fuldmægtig i Udenrigsministeriet samt i tre år FN-rådgiver i afrikanske Ækvatorial Guinea.
Charlotte Slente er 41 år, uddannet som cand.merc. int. i 1994, hvor hun skrev speciale om småindustri i Zimbabwe. Hun kom til udenrigstjenesten i 1997.
Lars Thuesen har i sine år i Borgerservice udviklet et godt og tillidsfuldt forhold mellem rejsebranchen og Udenrigsministeriet. Sådan har det ikke altid været, men med Lars Thuesen som chef har der aldrig været optræk til panik, og rejsearrangørerne har over en bred front fulgt Udenrigsministeriets vejledende opfattelse.
Borgerservice er den afdeling som følger udviklingen ude i verden og udsteder ”gule og røde kort” i takt med politiske uroligheder, terror osv.
HB

STANDBY.DK Nyt om rejser

