British Airways har atter overskud

Efter et år med nedskæringer og fyring af hver sjette, lukning af tabsgivende ruter og en strømligning af flyflåden, kom British Airways, Europas største flyselskab, ud af det kvartal, der sluttede 31. december, med et nettooverskud på 13 mio. pund efter en omsætning på 1,8 mia. pund.




I samme kvartal året før havde BA (i kølvandet på 11. september 2001) et underskud på 144 mio. pund af cirka den samme omsætning.



Efter de første ni måneder af regnskabsåret 2002-03 har BA et plus på 205 mio. pund efter en omsætning på 6 mia.



BA har siden iværksættelsen af kriseplanen i kølvandet på 11. september sagt farvel til 9.000 af sine 56.000 ansatte. Målet er, at medarbejderstaben med udgangen af regnskabsåret 2003-04 skal være reduceret med 23%.



I lighed med andre flyselskaber har også BA færre passagerer på første- og business klasse. På de europæiske kort- og mellemdistanceruter er BA udsat for hård konkurrence fra lavprisrivalerne Easyjet og Ryanair. Det har tvunget BA til at sænke sine priser i bestræbelserne på at fastholde sit passagerunderlag.



Overskuddet skyldes primært, at BA de seneste 12 måneder har barberet omkostningerne med omkring én mia. pund. Det skulle give et overskud for hele regnskabsåret, men forudsigelsen kan vælte, hvis krigen mod Irak går i gang.

Skrevet af