’SAS har brug for parterapi’

”Den svenske strejke er endnu et signal om, at SAS har utrolig vanskeligt ved at etablere et forhandlingsklima, hvor man kan komme overens, uden at det ender i konflikt. Der er brug for, at SAS skaber en forhandlingskultur, hvor parterne er enige om at banke konkurrenterne i stedet for at banke hinanden. De skal erstatte den nuværende mistillid med tillid, ganske som et par i parterapi”, siger Flemming Ibsen, lektor ved Aalborg Universitet til business.dk.

Lykkes det ikke, kan det få alvorlige følger, advarer han.

”De mange trusler og konflikter kan betyde, at kunderne søger væk. Vi har allerede set store virksomheder, der søger alternativer til SAS, og det kan sende SAS ud i en ond cirkel. Jo flere kunder, der forsvinder, jo mere klemt bliver økonomien. Og jo mere klemt økonomi, jo hårdere vil ledelsen presse medarbejderne. Og så opstår der flere konflikter”, fortsætter Flemming Ibsen.

Direkte adspurgt, om SAS har brug for en ny forhandlingskultur, svarer flyselskabets kommunikationsdirektør Hans Ollongren:

”Der er nok brug for bedre og mere moderne dialog, ikke kun i SAS, men mange steder på arbejdsmarkedet, hvor der er konflikter. I bund og grund er strejker jo en trist og gammeldags form for konfliktløsning. Om SAS har brug for en decideret ny forhandingskultur ved jeg ikke, men vi har brug for bedre dialog og større gensidig forståelse mellem SAS-ledelsen og de faglige organisationer”.

Skrevet af