Krav om ændring af Visit Denmark

Det er ikke hvem som helst, der i et nyt netværk i dag i en kommentar i Børsen kræver store ændringer i Visit Denmark og den måde vi tiltrækker turisterne på. Faldet på 17 procent og tabet af 1,2 milliarder kroner i omsætning taler sit tydelige sprog. Det er sket alene i årets syv første måneder.



Medlemmer af netværket er bl.a. direktørerne Henning Arp-Hansen, hotelgruppen af samme navn Arne Bang Mikkelsen, Bella Center, Brian Petersen, Københavns Lufthavn, Henrik Hohrman, Legoland, John Nielsen (Lufthansa), Flemming Østergaard, Parken, Lars Liebst, Tivoli, Jens Mathiesen, Scandic Hotels og Flemming L. Jensen fra PBS. De to kvindelige repræsentanter udgøres af Dorthe Thing, ny formand for DMC i København og Trine Wollenberg fra Dansk Taxi Råd. – Man spejder forgæves efter en repræsentant fra SAS!



Netværket vil have, at Visit Denmark i fremtiden ledes af en mindre og tungere bestyrelse og tager afstand fra en indsats med firfarvede brochurer, rapporter og konferencer.



En turisme bygget op på tre organisationer, Visit Denmark, regionale og lokale turistkontorer er mindst én for mange, hedder det.



Det skal være mere attraktivt at drive turistvirksomhed i Danmark. Det gælder ved miljø- og planlovgivning, der spænder ben for udviking af bestående virksomheder. Det gælder gennem skatte- og afgiftssystemet, der er urimeligt sammenlignet med andre brancher. Det gælder ved visumreglerne, der ofte virker som en teknisk handelshindring.



De pågældende har dannet et uformelt turismenetværk for også selv at tage ansvaret for at forbedre erhvervets fremtid.


Skrevet af